Ønsker du at erstatte din manuelle gasblanding med en kvantificeret og styret gasdosering, der nemt kan genskabes? Så læs med her!
At kalibrere eller verificere en gasanalysator, i det faktiske anvendelsesområde, kræver at du kan genskabe de gaskompositioner udstyret vil og kan blive udsat for. Oftest verificeres analysatoren med kendte forblandede gasser – dvs. en bæregas med et ppm tilsat aktivt stof – hvor analysatoren ”sniffer” gassen, så du kan verificere om, der er overensstemmelse mellem blandingsgassens aktive del, og den målte værdi. Det giver dig dog kun en verificering af dét enkelte målepunkt, som du har mulighed for at generere med den specifikke forblandede gas.
Men prøv at forestille dig, hvis du selv kunne forudbestemme mængden af aktivt stof og endda selv komponere gassammensætninger og variere disse? Det vil give dig muligheden for at simulere hele analysatorens anvendelsesområde – og samtidig skabe et stabilt, forudsigeligt kalibreringspunkt i et kalibreringssetup, hvor du udfører en sammenligningskalibrering mellem en referenceanalysator og en analysator under test. Og det kan du faktisk – vi kalder det for ’aktiv receptstyring’!
Flowcontrollere, rådgivning og beregninger
Vi har hjulpet flere af vores kunder med flowcontrollere, rådgivning og beregninger, som netop sikrer en effektiv receptstyring. Det har betydet, at de nu har mulighed for at receptstyre blandingen af aktive stoffer og dermed styre de enkelte komponenter af gassen, så den korrekte dosering af det aktive stof opnås. Det betyder samtidig, at de nu kan skabe og ikke mindst genskabe forskellige gassammensætninger, som er nødvendige for at opnå den historik, der kan afgøre udstyrets opførelse over tid.
Spar tid og ressourcer med receptstyring
Gasdoseringsudstyret, som består af massflow controllere, gør det muligt for dig at få en kvantificeret og styret gasdosering, der kan genskabes. Receptstyringen er desuden tidsbesparende, da du kan lægge forprogrammerede punkter ind i styringen og eksempelvis angive, at en enhed skal styres med 50%, den
næste med 33,4 % osv. Dermed slipper du for løbende at skulle regulere dig frem til hver enkelt enhed, samt mixe og nedblande det aktive stof manuelt.
Derudover giver løsningen dig mulighed for at dokumentere den gasmængde, der doseres med en given kvantificeret nøjagtighed, hvilket kan være et krav i forhold til dokumentation af kvalitetskrav, produktkvalitet og et myndighedskrav.
Aktiv receptstyring af gasmix kan anvendes i et utal af applikationer, men oftest i processer, hvor man ønsker at blande gasser i kendte forhold og mængder. Netop derfor er løsningen også særlig anvendelig i R&D sammenhænge, men kan også anvendes i eksempelvis forskellige sammensætninger af fødegasser i fermenteringsprocesser.